Íslensska liðið

Danaslagur II.  milli Skákdeildar KR og Skákklúbbsins ÖBRO í Kaupmannahöfn, sem háður var þar ytra  þann 1. desember sl., lauk með sannfærandi sigri Dana með 18 vinningum gegn 12.  Náðu þeir þar með fram langþráðum hefndum eftir tap sitt fyrir 10 árum.

Tefld var tvöföld umferð á 15 borðum, 20 mínútna atskákir. Einnig var keppt hraðskák. Tap á þrem efstu borðum í báðum umferðum reið baggamuninn. Þeir Guðmundur G. Þórarinsson og Gísli Gunnlaugsson, unnu báðar sínar skákir, sem bætti örlítið úr skák. Hörkubarátta einkenndi þó keppnina á öllum borðum þó svona færi og menn nutu þess að etja kappi.

Sören Bech Hansen, fyrirliði Dana lýsir viðureigninni á þennan veg:

Islændingebesøg: „ 2008 kom et kobbel tapre, islandske riddere til København. Resultatet af en dobbeltrundig hurtigskakmatch blev uafgjort over 21 brætter. Derefter fik ØBRO grumme slag i omkampen i lyn, der er islændingenes specialitet. Så en tabt match for 10 år tilbage ulmede i ØBROernes erindring og plagede os stadig til tider i drømme. I 2018 meddelte de kære islændinge igen deres ankomst. Og på hvilken dag – de ville spille en ny match ”danaslagur” (fantastisk ord) i ØBRO på 100 års dagen for Islands uafhængighed. Der er en stribe skakinitiativer i Reykjavik for ”Islands ældre borgere”, men klubben KR Reykjavik, hvor gamle Søren Bech i øvrigt har spillet holdskak siden 2008, er omdrejningspunktet. En gang om året besøger de gamle, tapre riddere en europæisk hovedstad, og i 2018 gik turen igen til København.

Vi var på plads i ØBRO den 1. december skarpt klokken 13, hvor en kort velkomst af Søren Bech blev efterfulgt af en tale af Gudmundur Thorarinsson i anledning af 100 året for Islands uafhængighed. Han er en interessant herre. Han arrangerede VM matchen mellem Boris Spassky og Bobby Fischer i Reykjavik i 1972, og sammen med Einar S. Einarsson fik han Bobby Fischer til Reykjavik i 2004, hvor Bobby Fischer levede en beskyttet tilværelse de sidste fire år af sit liv. Selvsamme Einar S. havde anbefalet at stille et tårnur på 10 minutter i hel og starte det, når Gudmundur Thorarinsson fik ordet, hvilket synligt morede de øvrige islandske deltagere.  Send ikke den gamle cirkushest i manegen uden en tidsbegrænsning.

Vi blev 15 deltagere på begge hold. Det var ikke meningen, at Søren Bech skulle have spillet med, men en udeblivelse fik sat Søren Bech på holdet, hvorved det danske hold blev stærkere, end hvad der var meningen. Vigtigst var det, at alle kom til at spille. Vi vandt matchen, og det var jo en revanchematch, så et eller andet sted er det vel alligevel lidt OK. Der blev spillet en masse god skak, og det lykkedes at få nogle gamle ØBROere til at stille op for første gang i mange år.

Efter kampen styrede den islandske holdkaptajn, fantastiske Mr. President Kristján Stefánsson, lynbegivenhedernes gang, hvor bordene blev stillet i en lang række ned gennem turneringssalen, og vi så spillede 7 runder med 7 minutter til hver spiller. Her vandt danskerne sammenlagt, men ikke med stor margin.

ØBRO fik så lov til at beholde det meget flotte og dekorative guldtrofæ, som islændingene med stil havde fået produceret. Søren Bech overrakte under applaus guldtrofæet til Søren Møller Hansson, der var formand for ØBRO, sidst de kære islændinge gæstede os. Søren Bech bekendtgjorde i sin tale, at det var med udsøgt fornøjelse, at han kunne overrække sølvtrofæet til Mr. President Kristján Stefánsson. Efter matchen gik 22 af os på Restaurant Det Simrer og spiste julefrokost. Stemningen blev så forrygende god og så høj (flot, højlydt islandsk sang), at to af islændingene i en forståelig glædesrus glemte at betalte regningen. Søren takkede de kære islændinge for besøget med bemærkning om, at vi glæder os til 2028.“

- Auglýsing -